Ved Zonens nytårsparade  onsdag den 18. januar 2023 på Danmarks Tekniske Museum tog vi afsked med Georg Tegne-Hansen som formand for køretøjsgruppen gennem 20 år, og bød samtidig velkommen til Villiam Simonsen som ny formand.

Endelig holdt formanden for Zone-Redningskorpsets Venner i Danmark Frederik Madsen sin nytårstale.

Formanden Georg Tegne-Hansens nytårstale

Jeg skal hermed som afgående formand, og dermed for sidste gang aflægge beretning og status om hvad der her er sket i det forgangne år, 2022.

Som det allerede er bekendtgjort, har jeg nu ved dette årsskifte trukket mig tilbage efter mange år som formand for vores gruppe.

Det er selvfølgelig med lidt vemod, men da jeg stærkt nærmer mig de 85 år, må det være tid til at yngre kræfter kommer til.

Nu må I endelig ikke tro at jeg går i vrede, snarere tvært imod, men jeg føler at min alder og dermed også min formåen gør,  at det må være tid til at reducere min arbejdsbyrde. Mit arbejde for Zone-Redningskorpsets eftermæle og for museet, både hist og her, har nu strakt sig over næsten 35 år.

Det er aftalt at Villiam overtager, og vi har allerede holdt et lille møde hvor han er sat ind i hvad det handler om, og han vil få overdraget hvad jeg der hjemme har af ringbind med vognhistorie og dokumenter m.v. Jeg har stadig en liste med en masse hængepartier omhandlende store og små ting der her på museet mangler at blive gjort.  Alt dette vil også blive overdraget. Herefter vil jeg i højere grad kunne hellige mig arbejdet med at gøre 378 færdig.

Min beretning for året 2022 vil nok være lidt speciel, og med lidt malurt. Ikke for at være kværulant, men året vil være kendt for store forandringer i vores arbejde, og måden det skal drives på. Vi kan nok blive enige om, at der absolut er kommet andre boller på suppen.

Meget er forandret i forhold til tidligere år hvor devisen var, at vognene skulle ud og bruges for at reklamere for Teknisk Museum og vise Zone-Redningskorpsets historie. Derfor har vi altid haft et særligt forhold til vores vogne.

Man skal lige huske på at næsten alle vognene oprindelig er fundet som nedslidte vrag, og ved frivillig arbejdskraft og mange mange penge er blevet genopbygget til den stand de nu står i her i garagen. Et resultat vi selv er meget stolte af.

Vi har dog også hen ad vejen måttet foretage både store og små reparationer for at holde dem kørende.

Derfor har det været med glæde og stolthed, at vi hidtil har kunnet deltage i alle mulige arrangementer og træf for at vise vognene frem, og altid behandlet dem fornuftigt og nænsomt for at minimere slitage.

Den forandring og begrænsning som nu er sket gør, at vi nærmest føler os stækket i vores udfoldelser. Det gælder både i arbejdet her på museet, og i deltagelse i udadvendte aktiviteter.  Begrænsninger som mærkes tydeligt på holdets dalende gejst og entusiasme når vi mødes her på vores arbejdsdage.

Teknisk Museum er nu i højere grad begyndt at betragte vores vogne som museumsgenstande, eller ligefrem Danefæ. Begrænsningen burde vel så også gælde for nogle af vognene på Nyvang.

Vi er pålagt, at de allerhelst skal forblive indendørs for at undgå kondemnering, for nu at bruge museets fine terminologi. Så kunne vognene jo lige så godt afmeldes og klodses op ! Det synes jeg ikke rigtigt harmonerer med at museet indenfor de sidste år har godkendt og betalt for omregistrering af flere vogne til de oprindelige og originale gamle emaljenummerplader. Det skulle vel netop være for at de skulle være normalt kørende, så de i højere grad kunne bruges til udadvendte aktiviteter.

Så er det jeg spørger: Hvor står Teknisk Museums ledelse i dette dilemma?

Vi lægger selv et stort arbejde i at alle vores vogne holdes levende, hvilket kræver at de jævnligt kommer ud og startes op og bliver rørt.

Nu har vi fået en stående ordre på, at vi i god tid skal indhente tilladelse, blot for at tage en vogn ud i fri luft for opstart! Hvor ender vi snart henne?  Denne begrænsning kan ikke praktiseres i virkeligheden, da det jo må være vejret som det er lige nøjagtig på vores arbejdsdag, der afgør om det er muligt.

Således vil jeg hermed slutte mit formandskab i god go og orden, og ønske held og lykke til min afløser.  Kære Villiam, der er nok at tage fat på.

Godt nytår.

Villiam Simonsens takketale til Georg:

Ja Georg, det siges jo at alting har sin tid, du har valgt at din tid som formand for Zone gruppen på Helsingør Tekniske museum nu er kommet så du stopper som formand, og her skal jeg skynde mig at sige tak for at du bliver her som en del af gruppen hvilket vi alle er meget glade for, ikke mindst jeg, da der sikkert opstår situationer hvor din hjælp er påkrævet og jeg kan spørge dig til råds

Du har om nogen været så meget engageret i hele dette ZONE museum.

Du har været med til at bygge dette meget flotte garage anlæg  og det var både i tide og utide i brugte jeres fritid på byggeriet, og her skal da lige nævnes at under en af disse byggedage ville du lige have en pibe tobak, som vi jo alle ved at du er meget glad for, men altså, i med tobakken, gang i tændstikken, og hvilken salig fryd det var at få bål i piben, hvad du så ikke overhovedet havde bemærket i din ellers så skarpe hjerne var at du havde tændt bål lige under en røg melder med det glimrende resultat at brandvæsnet stod hos jer 5 minutter efter din ellers så glimrende pibe optænding, ja ja, man kan jo få røde øre af så mange ting.

Du har også opbygget den meget flotte Mercedes ambulance fra så og sige skrot til det smukke eksemplar som nu står her på ZONE museet,    bare det at samle motoren som var blevet leveret adskilt i de berømte papkasser uden forklaring eller samleanvisning på noget som helst vil jo nok afskrække de fleste for at begynde at samle motoren, men ikke Georg, som han siger , jeg er elektriker og har som sådan overhovedet ikke forstand på motorer og da slet ikke Mercedes med deres forkammer kæder og tændings indstillinger og hvad ved jeg, men så er det jo godt med attituden “learning by doing” og så selvfølgelig Google og diverse  værkstedshåndbøger,  en telefon og en telefonbog.

Du har også været meget indover opbygningen af Bedford kranvognen, der står bagerst i garageanlægget, der startede sit liv så langt fra en kranvogn af være, men igennem mange  mange års opbygning er den ved at blive en smuk  “Svane “.  For et par år siden var vi så langt femme med bilen at den blev trukket ud foran porten, vi ville forsøge at trække bilen i gang, trækstang blev monteret, den anden kranvogn blev koblet på og blev ført af Søren Hvitnov, Georg bag rattet af den forhåbentlig snart trukket i gang Bedford, Villy Simonsen sad på højre forskærm og jeg selv på venstre forskærm, vi skulle passe tænding, speeder, karburator og ellers kontrollere at alle ting fungerede som de skulle, armen blev hævet og strakt fremad som tegn til trækbilen om at sætte i gang, første tur rundt på parkeringspladsen gav nogle ret så svage host fra motoren, Villy og jeg justerede så på en hel masse ting i maskinrummet, ny rundtur på parkeringspladsen, og  dælme dundrende  om ikke den startede efter så mange års dvale, og her ville jeg godt have haft et kamera, i kender sikkert godt udtrykket i ansigtet på børn og barnlige sjæle når de får julegaver, altså sådan så Georg ud i ansigtet da bilen startede, sjældent har jeg set et gladere ansigt.  Nu har jeg nævnt Mercedes ambulance og Bedford kranvognen men Georg har været indover så og sige opbygning af alle bilerne.

Måske jeg også lige skal nævne at det har blevet til mange ture med bilerne igennem mange år, og det er ikke ret meget pral, at vi har været hele Danmark rundt, det vil fører for vidt at komme ind på alt det nu, men jeg synes dog lige at vi skal have med at når vi kommer tilbage til museet efter en tur med bilerne, så skal sådanne nogle køretøjer jo ind garagerne på deres rigtige pladser og de skal da også stå lige og på linje, da træder formanden op i Georg, de stakkels ulykkelige der skal bakke bilerne ind får næsten altid en hilsen med fra Georg når de bakker, som regel lyder replikkerne med George ret så mandige ryst, og jeg vil ikke påstå at hele museet kan hører det men nok tæt på, “så brug dog spejlende” efterfulgt af et harmfuldt “det er jo ikke en skråparkering  du skal lave” ja ja, vi har jo alle vores særheder.

Du er ejer af en Morris Minor 1000 bindingsværk model, som vel efterhånden er 40 år eller mere, som du kører ind foran garagerne til Zonen hver gang vi mødes på Zonen den 1 og 3 onsdag i måneden, det gør du fordi du har alle mulige ting med for at kunne reparere på bilerne eller har ting med som du har lavet hjemme i Helsinge som skal monteres på nogle af bilerne, det sjove i det er at din bil trækker nogen gange mere opmærksomhed til sig end Zone bilerne i garagen, men din Morris er også fantastisk velholdt og velplet som alt hvad du rører ved er.

Georg du har brugt meget af dit liv på Zonen,  jeg ved at du også har lavet en bog med billede dokumentation om alle bilerne fra de blev fundet som skrot og til de var restaureret og stod med maling på og for nogen bilers vedkommende med Nummer plader på også, et stort arbejde og et flot resultat er det som jeg har set indtil videre.

Der kan fortælles meget mere  omkring Georgs liv og om alle hans oplevelser og alle de opgaver Georg har udført, men det må blive en anden gang, så her til slut vil jeg igen sige tak til Georg fra os alle her på “stationen” og så har vi en gave som vi tror at du vil nyde sammen med din kone Ulla, tak Georg.

Landsformanden Frederik Madsens tale:

Kære Georg

Vi har arbejdet sammen om Zonen i næsten 40 år – længere tid end Zonen eksisterede. Vi er to meget forskellige mennesker, der har været op- og nedture, succes’er og fiaskoer, men vi har det til fælles, at vi har viet vores liv til Zonen og Zone-folkenes minde, og vi er hele tiden kommet fremad.

I tidens løb har der været anledning til at holde adskillige taler for dig, og derfor vil jeg heller ikke sige ret meget i dag andet, end hatten af for, at du har valgt at stoppe i tide, mens du endnu er rask og frisk i krop og hoved.

Det er ikke alle forundt at have en sådan selvindsigt, evne til refleksion og forudseenhed. Du er et forbillede for os andre.

Kæmpe tak for din store indsats, først forlod du bestyrelsen, nu formandsskabet her på DTM i Helsingør, men endnu har du en vigtig post som “kvalitetschef” i vores historiske datasektion og som fortsat medlem af køretøjsgruppen her.

Tusind tak for det hele.

(Gaver, vin og klapsalver)

Velkommen til Villiam Simonsen. Det bliver en stor opgave at løfte efter Georg, ikke mindst bliver det spændende at se, om I kan holde sammen på gruppen med de forhold der tilbydes.

Jeg ser frem til et godt samarbejde

ZRV er en landsdækkende støtteforening for Zonen og Zone-folkenes minde. Vi har 300 medlemmer, 130 aktive frivillige fordelt på seks lokalafdelinger. Tag gerne et eksemplar af årsberetningen, kalenderen og brochuren.

Siden vi sidst holdt nytårsparole her på DTM har vi mistet nogle af vores frivillige, af de seneste

Jørgen Nielsen, kommitteret for Lolland-Falster
Preben Kjær, tidligere bestyrelsesmedlem
Verner Olsen, DTM Helsingør
Niels Thomsen, DTM Helsingør
Ole Pedersen, Flyvetjenesten
Peder Bundgaard, Zonen Randers

Æret være de afdødes minde.

Netop her i januar er det 60 år siden, at Falck overtog Zonen og en epoke i dansk redningshistorie var slut. For 10 år siden lavede vi et særnummer af Zone-Nyt om sammenslutningen som det blev kaldt, og vi konkluderede, at ikke mindst for medarbejderne var fusionen en god ting. Det holder stadig, ikke mindst mht. pension og andre rettigheder, men efterfølgende er der dukket mange historier op fra børn af navnlig Zone-ledere, der havde svært ved at falde til i Falcks system og som følte sig mobbet.

Æret være den indsats, Zonens folk udførte for redningssagen i Danmark.

På samme måde som Zonen og Zonefolkenes minde begyndte at erodere i 1963, er selve den måde, redningskorpsene har betjent det danske samfund på siden 1906, med samdrift mellem offentlige og private redningsydelser til gavn for samfundet, også ved at erodere. Redningskorpsene opstod ikke mindst fordi den offentlige sektor var svag med over 500 små kommuner, der ikke hver kunne anskaffe en brandbil. I dag er alt anderledes og det offentlige vil helst selv løse sine opgaver.

At private virksomheder gennem 100 år har varetaget livsvigtige samfundsfunktioner er enestående for Danmark, for intet andet sted i verden har det fundet sted.

Samlingen for Zone-Redningskorpset er i den sammenhæng i sig selv enestående, fordi det er den eneste af alle samlinger på området, der er dokumenteret. Hver eneste genstand er registreret med fuld oprindelse, så vi kan oplyse præcist hvilken redder, der har haft hvilken knap i sin uniformsjakke.

Vi overdrog samlingen til Danmarks Tekniske Museum i 2002 med den forudsætning, at museet ville værdsætte den og passe på den, netop fordi både historien og samlingen er unik. Desværre er det ikke længere det, vi oplever.

Vi frygter med andre ord, at også Zonen og Zone-folkenes minde vil erodere.

I mange år er vi ved samtaler med skiftende ledelser på museet blevet holdt hen med snak om, hvad der skal ske med Zonen samlingen den dag, museet skal flytte til Svanemøllen. Omsider i 2022 fik vi svaret. Samlingen skal minimeres. Vi ved ikke noget konkret, dog netop i denne uge fik vi underretning om, at to køretøjer, sprøjten og Ford V8 bugservognen med tilhørende materiel skal udskilles som det hedder på museumssprog, med henblik på at de kan blive anvendt til kørselsformål.

Det kan lyde besnærende, men er ganske uacceptabelt for os. DTM er et statsanerkendt museum. Hvis DTM skal udskille en genstand, skal museet først spørge andre museer, om de vil modtage genstanden. Vil ingen det, skal giveren spørges. Giveren, der er os. Vi har ikke længere noget museum, som vi havde i 2002, hvor vi kan stille bilerne hen. Hvis vi siger nej til at modtage dem, er det helt klare udgangspunkt, at DTM kan vælge at lade dem ophugge, måske ikke i dag, ikke i morgen, men en skønne dag.

Jeg må derfor konstatere, at samlingen, det som vi, Georg og folkene omkring os, tillige med mange, der ikke længere er mere, har kæmpet for, er i risiko for undergang.

Vi fik i 2002 fondsmyndighedernes (Civilretsdirektoratet i dag Civilstyrelsen) tilladelse til at overdrage samlingen til DTM på betingelse af, at den fortsat skulle være udstillet. Det vilkår accepterede DTM. En forudsætning for udstilling må nødvendigvis være, at samlingen består.

Desværre virker det imidlertid ikke som om, at DTM føler sig bundet af de aftaler, museet dengang indgik, og det tilsagn, museet dengang afgav til fondsmyndigheden.

Det er ikke alene en meget beklagelig udvikling i museets syn på forpligtelser, det er også en ganske forfærdelig situation for samlingen og for alle os, der har bygget den op.

Så jeg vil gerne udtale, så ingen skal være i tvivl; vi kommer til at kæmpe med alle midler for at bevare Zonen samlingen som en integreret og udstillet del af Danmarks Tekniske Museum, med det antal genstande, museet dengang modtog, udstillet på det antal kvadratmeter, museet dengang forpligtede sig til at stille til rådighed.

Det er både vor ret og vor pligt.

Godt nytår.

(Poseknald)