Medlemmerne af Zonen Gelsted som har udført det flotte restaureringsarbejde
Åbent Hus

Bedford K Model Brandsprøjte fra 1947

Kære Sponsorer og Samarbejdspartnere.
Som en tak for det gode samarbejde og den velvillighed der er vist os og den gamle Zone brandsprøjte i forbindelse med restaureringen, vil det glæde os at samle jer alle og vise det nysynede køretøj frem. Ved jeres bidrag og hjælp har det kunnet lade sig gøre. I har hermed været med til at sikre historien om at der engang lå en Zone station i Gelsted.
Vi inviterer derfor til en lille sammenkomst på
”Holmegården” Søndergade 78-80 5591 Gelsted torsdag den, 10 oktober mellem 16.30 og 18. 30
Der vil være et lettere traktement med grill pølser og øl og vand.
Mvh. Bestyrelsen

I 2011 erhvervede Zone-Redningskorpsets Venner den gamle Zone-sprøjte fra Nakskov til samlingen. Det er hvis ikke den ældste så i hvert fald en af de ældste bevarede Zone-biler i samlingen.

I 2012 begyndte Børge og jeg at tale om at oprette en afdeling af Zonen i Gelsted, og vi undersøgte lokalemuligheder. Børge blev opmærksom på Holmegården, og 14. september 2012 havde vi møde med kommunaldirektøren, hvor en aftale kom i stand.

Kort efter – 11. november – blev sprøjten overført til Gelsted.

Garagen så ikke godt ud, så første opgave var at lægge nyt tag og få isoleret, tætnet og sat dør i.

Herefter gik I i gang med sprøjten, og projektet var nok større, end vi alle havde drømt om, og har også taget mere tid, end de meste dystre forudsigelser. Der har været tale om total adskillelse, fremskaffelse af nye dele, brugte dele, selvfabrikation af ikke fremskaffelige dele, et stort og flot karetmagerarbejde med udskiftning af træ og plader, alt med respekt for originaliteten.

En enestående bedrift, og jeg i dag priser mig lykkelig over, at netop I påtog jer.

Når det hele er gået så flot, så skyldes det imidlertid ikke kun jeres faglige dygtighed.

I har måske nok nogle af jer på visse tider været ved at miste modet, men I har stået sammen om projektet og haft glæde ved det.

Så at det er lykkedes skyldes i høj grad også jeres tætte samarbejde og gode indbyrdes relationer – I har på godt dansk hygget jer med det. Og så har I også haft konernes opbakning.

Også en stor tak til Jer, som har måttet undvære jeres mænd, når de skulle ned til garagen.

Det er med stolthed, at I i dag kan præsentere et enestående restaureringsarbejde, hvor der er kælet for hver eneste detalje.

I Zone-Redningskorpsets Venner er vi jer stor tak skyldige for indsatsen.

Vi glæder os til sammen med jer at udvikle Zonen Gelsted til en forening, som kan være med til gennem nye aktive medlemmer at sikre, at jeres indsats ikke bliver glemt, men tjener til at bevare Zonens minde på Fyn ind i fremtiden

Til slut en stor tak til sponsorerne og alle de leverandører, der har bidraget på forskellig vis. Uden jer havde dette ej heller været muligt.

Stort tillykke

Frederik Madsen