Sprøjten i udrykning ved Zonen redder liv i Andelslandsbyen Nyvang 2018. Foto Jan-Ole Rasmussen
Vi har stort set ingen billeder af sprøjten i regi af Zone-Museet i Holbæk, men her er den ankommet fra Maribo og præsenteres for pressen 12. november 1991

Anvendelse:
Sprøjte anvendt til brandslukning som led i aftale med kommuner om varetagelse af den kommunale brandsluknings-forpligtelse. Betalingen var baseret på en abonnementsordning, hvor kommunerne betalte et fast beløb pr. indbygger pr. år, uanset hvor meget eller hvor lidt det brændte.

Historie:
Vognen er en søster til vognene 263, 376 og 378 som også er en del af samlingen.
Dette er den anden af de fire, og den har som Vogn 263 danskbygget førerhus.
Alle fire vogne er bygget af karetmager Poul Nielsen i Nakskov.
Vogn 307 er leveret til stationen i Slemminge 16. marts 1950 og blev 30. juni 1953 overflyttet til stationen i Maribo.
Efter sammenslutningen mellem Falck og Zonen i 1963, var vognen i drift i Maribo til 1. april 1970. Herefter blev den stationeret på Askø, hvor den definitivt udgik af drift ved årsskiftet 1979/1980.
Efter at være sendt til skrot, blev vognen erhvervet af en privatperson, som agtede at istandsætte den. I 1991 overgik den ikke-færdigrestaurerede vogn til Museum for Zone-Redningskorpset i Holbæk. I første omgang blev sprøjten hensat til senere restaurering. I efteråret 2002 blev sprøjten overført til Andelslandsbyen Nyvang. (Billedet)

Restaurering:
Først i 2004 er en egentlig restaurering påbegyndt af de frivillige ved Zone-stationen, Andelslandsbyen, Nyvang. Du kan følge restaureringen her på siden. Restaureringen er afsluttet i 2017 og støttet af Ellehammerfonden.

Sponsorer:
Vestsjællands Amt og Ellehammerfonden.

Æren for at køretøjet er fundet tilkommer:
Jørgen Nielsen.