Nytårsparade Zonen Holbæk den 29. januar 2019
Formanden Bjarne Hansens nytårstale
Velkommen til Zone- og billaugets efterhånden traditionsrige nytårsparade, der i år starter her i Zonefly hangaren. Tak til jer i flylauget og jeres formand Morten Munkesø.
En særlig velkomst til formand for Zone-Redningskorpsets Venner, Frederik Madsen.
Et år er gået, hvor der har været megen aktivitet, både med vedligeholdelse af vores biler, og opbygning af inventar.
Kranbilen Ford A fra 1928, som vi sidste år var i gang med, er nu sat fint i stand. Er blevet malet med sorte skærme, som den oprindelig har haft, så nu skulle den være historisk korrekt.
Wauxhall personbil fra 1952, har fået repareret bagtøj, hjullejer og styretøj. Så har den også fået nyt læderindtræk. Det har kun økonomisk kunnet lade sig gøre, da Holbæk Autosadelmager har sponseret arbejdstimerne med at sy og montere indtrækket. Nu mangler der lidt rustarbejde på karossen, med efterfølgende maling. Forkromningen på kofanger og fronten er også et stort ønske.
Bedford brandbil fra 1948, er blevet udrustet med det udstyr den engang havde. Det være sig slanger, forgrener m.m. med stor hjælp fra formand Frederik Madsen fra Zone-Redningskorpsets Venner, der står for, at det historiske er i orden, og med hjælp af effekter udlånt fra Teknisk Museum i Helsingør, der huser Zonemuseet.
Nu mangler vi at få Ellehammer pumpen på fronten af bilen til at virke. Grebet ind i motoren driller, men jeg har stor tillid til, med de dygtige personer, der er her i lauget, at det nok skal lykkedes.
Ud over bilerne, er vi færdige med at istandsætte to motorpumper. Den ene med en lille 4 cylinder Ford motor, og den anden med en Ford V8 motor, der begge er en donation fra Sct. Hans hospital i Roskilde.
Vi har også fået indrettet to sovepladser i vognmandskontoret, så personalet altid er friske og udhvilet, når der kommer en alarm!!
I starten af 2018 kørte vi til Holbæk Sygehus for, at afhente gammelt røntgenudstyr, som sygeplejerskerne og doktor Hansen kan bruge i det kommende lille landsby-hospital.
Som I alle ved, har Nyvang installeret en elektrisk låge, der kun kan åbnes med et telefonnummer. Det gav nogle problemer i starten, men jeg har indtryk af, at vi alle har lært og håndtere denne udfordring.
Vi havde en laugstur til Egholm museet ved Skibby, der er startet af Ole Falck. Museet indeholder en fin samling af våben og udstyr fra 1600-tallet og frem til 2. verdenskrig. Derefter spiste vi frokost på Sønderby kro og sluttede dagen af med et besøg og omvisning på Selsø Slot.
Studenterkørslen i 2018, var fra Stenhus Gymnasium, hvor vi kørte turen med Bedford lastbilen fra 1952 i det vestsjællandske, med glade studenter på ladet. Der kom dog et skår i glæden. Allerede da vi skulle køre fra Stenhus Gymnasium var Bedforden ikke meget for at starte, men vi kom i gang. Den blev dog ved med at drille, når vi skulle starte, så studenterne måtte ned af ladet og skubbe den i gang.
På et tidspunkt ville den ikke starte mere, men der var en frisk student, der har en far, som kendte en mekaniker, der måske kunne hjælpe os.
Mekanikerne var to unge mennesker, der mente, det var en for dårlig stelforbindelse til tændspolen. Den blev monteret, og Bedforden kørte fint resten af turen. Men ærgerligt er det, med sådan et uheld.
Den første søndag i august er det fast, at der er Falck dag på Egeskov Slot på Fyn. Et meget stort arrangement med både gammelt og nyt redningsmateriel. Vi deltog med Ford V8 ambulancen, der kørte turen frem og tilbage uden problemer.
Weekenden den 18.-19. august afholdt vi brand- og redningsdag, uden deltagelse af Brandbil-museet i Asnæs, da de havde fået fyldt deres kalender. Men med mange andre deltager bl.a. Aktørlauget, sygeplejerskerne og doktor Hansen, sammen med Zonen fra Teknisk Museum i Helsingør, 2 Falck folk med en Volvo ambulance og Zoneflylauget, der bl.a. fløj ”syge børn med kighoste” op i den rene og kolde luft, der har en helbredende virkning. Jeg vil godt her rose det gode samarbejde laugene imellem. I den weekend var der 800 gæster på Nyvang.
Når Zoneflyvelauget arrangerer flyvestævne, deltager vi også ved hangaren med Zone-køretøjer, i tilfælde af uheld.
Udover de nævnte arrangementer, deltager vi selvfølgelig i Nyvangs almindelige åbningsdage, hvor vi fortæller gæsterne om Zonens og vognmandens historie, samt historien om de enkelte biler. Vi kører også på området med vores efterhånden fine bilpark.
Fredag den 16. november havde vi laugsfest i forsamlingshuset, sammen med vores koner. En hyggelig aften med musik, god mad leveret af Jette Graves og min kone, og sidst men ikke mindst, glade deltagere.
Jeg vil godt takke alle i billauget for at bidrage med en daglig god og kammeratlig omgangstone. Jeg udtalte sidste år, at mænd har svært ved at danne sociale relationer efter endt arbejdsliv. Billauget, og andre laug, her på Nyvang, syntes jeg er et godt bevis på det modsatte. Med over 400 frivillige, hvor dog ikke alle er mænd. Det fortæller, at hvis de rigtige rammer er tilstede, kan mænd sagtens finde sammen.
En særlig tak til Keld Olsen for hans kalenderoplæg, og Konrad der kommer, både tidlig og sent, for at rydde op, gøre rent og pudse messing på både biler og genstande, male gulv i værkstedet og lakere gulv i laugslokalet. Skal der laves mad er Konrad også med.
Ønsker for fremtiden har vi selvfølgelig også, bl.a. at få etableret et sprinkleranlæg her i garagen, så der I tilfælde af brand, uden for åbningstiden, ikke sker noget med bilerne, der er uerstattelige.
Tagrender over portene vil være med til at beskytte portene og bygningen, samt at gæsterne,
på en regnvejrsdag ikke får en ekstra skylle, når de skal ind i garagen. Jeg har talt med det nyoprettede Blikkenslagerlaug, der gerne vil hjælpe til med denne opgave. Et længe ønske er, at få lagt gulv i det der senere skal blive vognmandens bolig. Vi mangler også et skilt på garagen med teksten: Vognmand Frederik Madsen.
Den gamle Zonestation fra Høng har utæt tag, og her mangler der også at blive støbt gulv.
Lauget har 28 medlemmer. I det forgangne år, har vi haft den glæde, at der er kommet to nye medlemmer, Preben Riege og Jan E. Nielsen
Endnu en gang velkommen til jer. Jeg håber I har fundet jeres plads i hierarkiet.
Jeg vil gerne her takke alle de personer vi samarbejder med. Det være sig frivillige, ansatte og Nyvangs nu afgående direktør, Keld Grinder Hansen og Frederik Maden.
En særlig tak til de virksomheder, der enten er sponsorer, eller hjælper os med gode priser i forbindelse med de indkøb vi gør her i lauget.
En tak til formanden for fritids- og kulturudvalget i Holbæk Kommune, Ole Hansen, der har fundet tid, i en travl kalender til, at besøge os i dag.
Bjarne Hansen
Formand for Zone/billauget på Nyvang