Generalforsamlingen 2003 var den første der blev holdt på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør

REFERAT AF 12. ORDINÆRE GENERALFORSAMLING
I FORENINGEN ZONE-REDNINGSKORPSETS VENNER
AFHOLDT LØRDAG DEN 14. JUNI 2003
PÅ DANMARKS TEKNISKE MUSEUM I HELSINGØR
__________________________________________________________


I generalforsamlingen deltog i.h.t. rundsendt liste:

Leo Jensen * Georg Tegne-Hansen * John Hansen * Ivan Jørgensen * Frederik Madsen * Lisbeth og Uffe Mortensen * Bruno Roth * Arne Vagn Jensen * Marius Vestergaard Frederiksen * Gudmand Sørensen * Jens Johannesen * Ivan Grynderup * Poul Kaspersen * Jørgen Røpke * Torsten Lilleør * Line Sørensen * Henrik Olsen * Jim F. Nielsen * Regin Petersen * Erling Klarskov * Verner Olsen * Henrik Bechmann.

Formanden indledte med at byde velkommen og efter fællessang “Til minde om Zone-Redningskorpset”, bad næstformanden alle om at mindes de Zone-folk og medlemmer, der var gået bort i årets løb:

John Jens Kaltoft
Viola Ebba Lindehammer
Bent Kristiansen
Niels Sørensen
Knud Skudstrup Poulsen
Ove Brøndsted
Frode G. S. Larsen
Erik Simonsen
Knud Erik Madsen
Erik Vistoft
Knud Andersen
J. Mauritzen

Der blev – traditionen imod – udtalt særlige mindeord for fhv. bestyrelsesmedlem Niels Sørensen for hans indsats i bestyrelsen og som redaktør af Zone-Nyt og for fhv. borgmester Bent Kristiansen, som har været museet en meget stor støtte i den tid det har ligget i Holbæk.

 

Ad dagsordenens pkt. 1: Valg af dirigent
Formanden gik herefter til valg af dirigent og foreslog advokat Poul Kaspersen, der valgtes ved akklamation.
Poul Kaspersen konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Han spurgte om forsamlingen havde indsigelser til, at generalforsamlingen blev holdt i juni og ikke i maj som vedtægterne foreskrev. Idet dette ikke var tilfældet, konstaterede Poul Kaspersen, at generalforsamlingen var lovlig og beslutningsdygtig.

Ad dagsordenens pkt. 2: Formandens beretning
Uffe Mortensen aflagde herefter bestyrelsens beretning:

Velkommen til vores generalforsamling som vi for første gang afholder i Helsingør. I Holbæk har vi haft en god tradition i form af talstærkt fremmøde til generalforsamlingen. Jeg er naturligvis glad for, at I er mødt frem, men samtidig noget bekymret over, at så mange IKKE er mødt frem. Jeg vil senere komme tilbage til dette.

Bestyrelsen
Bestyrelsen har bestået af Uffe Mortensen, formand, Frederik Madsen, næstformand, John Hansen, Leo Jensen, der tillige har fungeret som kasserer, Jens Johannessen, Ivan Jørgensen, Preben Kjær, Georg Tegne-Hansen. To bestyrelsesmedlemmer har efter eget ønske forladt bestyrelsen i perioden, nemlig Egon Salo og Steen Taber Rasmussen. Jeg takker dem begge for deres indsats. Bestyrelsen har i årets løb afholdt møde 9. april og 17. september.

Generalforsamling
Generalforsamling blev afholdt 25. maj 2002, i hvilken deltog 43 medlemmer hhv. ledsagere. På generalforsamlingen besluttede vi at ændre foreningens navn til Zone-Redningskorpsets Venner, ligesom vi besluttede at forhøje kontingentet med 50% til kr. 150 årligt.

Foreningen
Foreningen havde sidste år knap 400 medlemmer og navnlig fik vi i forbindelse med lanceringen af Zone-Redningskorpset i Danmark i 2000 mange nye medlemmer. Desværre mister vi også medlemmer hvert år. Vi har desuden strammet op på rykkerprocedure overfor medlemmer der ikke betaler, og det betyder, at vi i dag er 342 medlemmer, idet ikke færre end 40 endnu ikke har betalt kontingent for 2003. Det er naturligvis en meget bekymrende udvikling som vi må forholde os til. Der kan være flere årsager. For det første vil vi i kraft af alderssammensætningen i foreningen ikke kunne undgå at miste medlemmer hvert år. For det andet er det nok sådan, at mange har følt medlemsskabet som en art patriotisme i relation til vores kamp for at overleve i Holbæk. Med flytningen til Helsingør er dette element for at støtte sagen efter manges opfattelse måske forsvundet. For det tredje har vi hævet kontingentet nok så voldsomt med 50%. På den anden side har vi for at fastholde medlemmerne hævet bladets kvalitet og vi har også ved flytningen til Helsingør kunnet tilbyde betydeligt forøgede medlemsfordele således at kontingentet fremover giver
* To årlige numre af ZONE NYT
* Tre årlige numre af Teknisk Museums blad
* Teknisk Museums årbog
* Gratis adgang til Teknisk Museum
* Adgang til Teknisk Museums Venners arrangementer. Der har været besøg på KRAKSs forlag og der har været et stort arrangement grundlovsdag, og begge arrangementer var vellykkede.
Bestyrelsen har pt. nok at gøre med at få byggeriet gjort færdigt og flytningen til Helsingør overstået. Når dette er tilendebragt, må vi vende os mod medlemssituationen og se hvad vi kan gøre. Vi opfordrer imidlertid alle medlemmer til at sprede budskabet om at alle er velkomne som medlemmer – ikke mindst den yngre generation.

Helsingør
Som nævnt sidste år er museets samlinger pr. 1. januar 2002 overtaget af Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. Den formelle overdragelse er dog først gået på plads senere, idet Civilretsdirektoratet skulle godkende overdragelsen, og det er nu sket. Her i Helsingør har placeringen af vores udstilling været på tale flere forskellige steder i museet. Den plads der senest er blevet anvist, er efter bestyrelsens opfattelse den bedst tænkelige såvel placeringsmæssigt som størrelsesmæssigt. Vi får i placeringen i den store hal en fritliggende Zone-station med seks porte hvoraf de fire er ti meter dybe mens to er lidt kortere. Portbredden er ca. 3 meter, og vi får således langt mere plads end i Holbæk, hvor vi havde fem porte a kun ni meter i dybden og tilmed smallere. Tilmed får vi varme i hallen, idet der går varmerør bagest i garagen. På første sal indrettes udstilling på ca. 180 m2 mod kun 50 m2 i Holbæk. Samlet set får vi således et resultat, der er langt bedre end de vilkår, vi har haft i Holbæk. Vi har som ambition kun at have originale Zone-vogne i portene hvilket er årsagen til, at den gamle Ford V8 ambulance er deponeret i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. Georg Tegne Hansen er i gang med vores Mercedes ambulance fra Sæby og herefter er det kun Ford V8en vogn 714 der afventer restaurering. De originale Zone-vogne vil herefter være: Bedford kranvogn fra Kværndrup, Bedford sprøjte fra Helsinge, Opel Blitz Katastrofevogn fra Ringsted, Mercedes ambulance fra Sæby, Ford V8 Pick Up fra København, Koebe påhængssprøjte fra Haderslev, Dyreambulance fra Viborg. Alle disse enheder har været i drift samtidig og de repræsenterer alle væsentlige typer af køretøjer fra stort set alle landsdele. Tidsplanen er, at stationen skal være klar til indretning i løbet af eftersommeren og at vi gerne inden årets udgang skulle have alle genstande flyttet og stationen færdigindrettet. Herefter skal hele førstesalen indrettes og det formentlig tage et år mere. Den egentlige totale og officielle indvielse vil således tidligst finde sted i 2004. I Helsingør holdt vi 25. januar ikke mindre end et brag af en grundstensnedlæggelse med meget stor avisomtale og flere hundrede gæster. I februar satte vi mål af og endelig i uge 15 ankom limtræet. Siden er det gået så stærkt, at man knap kan tro sine egne øjne. Bestyrelsen har nedsat et byggeudvalg bestående af Jens Johannessen, Leo Jensen, Georg Tegne-Hansen og undertegnede. I udvalget deltager desuden Jan Larsen fra Teknisk Museum. Den egentlige organisator bag projektet er dog Jens Johannessen, som har formået at skabe interesse for sagen hos sine kollegaer hos Helsingør Redningsberedskab, der stiller op på vagten og hjælper med arbejdet. God hjælp har vi også fået fra energiske Falck-folk fra Helsinge. Der er dog stadig brug for hænder, og derfor skal jeg opfordre til, at man melder sig til arbejdet. Jeg vil i forlængelse heraf også fremhæve og takke for det gode samarbejde med Teknisk Museum.


Historisk Data Sektion
Historisk Data Sektion består af Jan Rasmussen, Jørgen Olsen og Frederik Madsen. Om ikke dagligt så dog hver uge vokser databasen med fotos, dokumenter og avisudklip om ZR og siden sidste år er databasen vokset med 2.000 registreringer. Vi synes selv det er et flot resultat. Der har været ønske om at lægge databasen på internet, men det er problematisk både i relation til loven om ophavsret og i relation til loven om persondata, og pt. er hele databasen til registrering hos Datatilsynet. Vi vil dog åbne forsigt op i løbet af året i år, idet alle genstande samt ZR’s vognliste vil komme på internet i forbindelse med lancering af en ny internetside for foreningen.

Diverse
Museet i Holbæk lukkede for publikum pr. 1. december 2002. Nedpakningen af museet er i fuld sving og der er i dag ikke meget tilbage af vores gamle museum i Holbæk. Vi havde den ære at modtage bestilling fra Falck på 10.000 eksemplarer af vores bogværk Zone-Redningskorpset i Danmark, der i december 2002 udkom i særudgave tilegnet samtlige ansatte i Falcks Redningskorps som julegave fra korpsets ledelse. Ialt er der i 2002 udfyldt 39 såkaldte effekttilgangsblanketter, dvs. at hver gang en person afleverer noget til samlingen, udfyldes der en blanket med navn og angivelse af genstande. Hver blanket kan således dække over adskillige genstande. Af de mere specielle genstande var en båre fra Maribo overdraget af fhv. stationsleder Harry Hvidt. Til sidst vil jeg gerne takke de medlemmer, der er mødt op her i dag, jeg takker ligeledes alle der på en eller anden måde støtter museet, og en tak til bestyrelsen for det år der er gået, der er gjort en stor indsats af alle. Vi er en selvstændig forening med det formål at hæve Zone-Redningskorpsets minde og vi må aldrig glemme denne sag.

Dirigenten satte herefter beretningen under debat.

Erling Klarskov spurgte, hvor mange af medlemmerne der var gamle ZR-folk, hvordan man legitimerede sig for at komme gratis ind på Teknisk Museum og om ikke der ved indgangen til museet burde være en opfordring til indmeldelse på samme måde som Flyvemuseets Venner havde. Formanden svarede med støtte fra andre bestyrelsesmedlemmer, at hovedparten af medlemmerne havde ZR-relation som tidligere ansatte, ægtefæller til ansatte eller børn af ansatte, men at man ikke kunne oplyse præcist hvor mange tidligere ZR-folk, der var medlem. Mht. at komme ind på Teknisk Museum henviste dirigenten til den røde seddel, som var sendt til alle medlemmer. Leo Jensen supplerede med at oplyse, at medlemskort var under overvejelse. Vedrørende plakat med indmeldelse ved indgangen oplyste formanden, at man ville tage dette op.

Erling Klarskov spurgte også, hvorfor foreningen ikke havde deltaget i Græsted-træffet i år. Formanden svarede, at dels havde man travlt med byggeriet, dels ville han helst deltage i arrangementer, hvor ZR var repræsenteret alene.

Der var ikke andre bemærkninger til beretningen, og dirigenten konstaterede herefter, at den var enstemmigt godkendt.

Ad dagsordenens pkt. 3: Regnskab
Kasserer Leo Jensen fremlagde og gennemgik regnskabet i oversigtsform. Han oplyste, at det var sidste gang der var entréindtægter i regnskabet og at der var bogført 3 x Zone-Nyt i regnskabet, idet en faktura fra 2001 først var betalt i 2002. Næstformanden henledte opmærksomheden på, at det igen i 2002 var lykkedes at skabe overskud i foreningen, og at dette burde man arbejde på hvert år, så foreningen kunne agere selvstændigt. Dirigenten bemærkede, at det var vigtigt at have et godt blad og roste de nye initiativer der var taget til forbedring af bladet.
Der var ikke spørgsmål eller bemærkninger til regnskabet iøvrigt.
Dirigenten anså herefter regnskabet for vedtaget enstemmigt.

Ad dagsordenens pkt. 4: Kontingent/budget
Kasserer Leo Jensen fremlagde og gennemgik budgetforslaget, der indebar uændret kontingent.
Erling Klarskov spurgte til vægtafgifterne. Næstformanden forklarede, at de udgifter til vogne og vægtafgift, der fremgik af regnskabet, var til de køretøjer, der fra fonden ville overgå til foreningen nemlig Mercedes lastbilen og Ford lastbilen, og som blev anvendt til studenterkørsel m.v.
Der var ikke spørgsmål eller bemærkninger til budgettet iøvrigt.
Dirigenten anså herefter budgettet for vedtaget enstemmigt.


Ad dagsordenens pkt. 5: Valg af bestyrelse
Følgende bestyrelsesmedlemmer modtog og blev genvalgt for to år: Uffe Mortensen, John Hansen, Leo Jensen, Georg Tegne-Hansen, Jens Johannesen og Preben Kjær modtog og blev genvalgt for to år. Ivan Jørgensen og Dan Lindehammer modtog nyvalg for et år således at disse sammen med næstformanden er på valg i 2004.
Dirigenten spurgte, om der var andre forslag, hvilket ikke var tilfældet. Han anså herefter de pågældende for genvalgt enstemmigt.
Dagsordenens pkt. 6 bortfaldt, idet der i forvejen var to medlemmer af bestyrelsen i fonden.

Ad dagsordenens pkt. 7: Valg af revisorer
Til revisorer genvalgtes ved akklamation John Jensen og Karl Aage Grønbech.

Ad dagsordenens pkt. 8: Indkomne forslag
Der var ikke fremsat forslag.

Ad dagsordenens pkt. 9: Eventuelt
Der var ikke bemærkninger under eventuelt af betydning for referatet, hvorfor dirigenten hævede generalforsamlingen og takkede for god ro og orden. Formanden takkede dirigenten for god og myndig ledelse af generalforsamlingen og oplyste, at der efter frokosten ville være rejsegilde på Zone-byggeriet.

Referatets rigtighed attesteres:

Helsinge den 1. juli 2003

Poul Kaspersen

(sign)